Gå-meditation i byen

Det er ham [Jesus], der har skabt fred mellem os.
Ef 2,14

Jeg ville gerne sætte mig ned og meditere; men tit finder jeg ikke tid til det. Men jeg har lært at udnytte livets små smuthuller. Jeg kan bruge tiden til at meditere og bede, mens jeg går op ad en trappe, eller når jeg i min middagspause går rundt om Søerne.
Den vietnamesiske zen-mester, Thich Nhat Hanh, siger: „Man siger, at det at gå på vandet er et mirakel; men for mig at se, er det egentlige mirakel at gå fredfyldt på jorden.‟
Vi kan øve os i at gå fredfyldt over jorden. En gå-meditation er en god mulighed til at lade sig fylde med fred – selv om dagen har været hektisk. Den hjælper mig til at leve i nærværet og – som kristen – søge Guds nærvær. For han er min fred. (Ef 2,14).
Ved en gå-meditation er mit mål ikke, at komme hurtigt frem eller nå meget. En gå-meditation handler om at være nærværende. Jeg tager langsomme skridt, ét per åndedræt.
Tit går jeg med et bibelord eller gentager navnet ”Jesus” eller ”Abba”. Så tager jeg f.eks. ét skridt for hver stavelse og forestiller mig, at jeg efterlader et spor af Jesu navn til gavn og glæde for alle, der går på denne vej. Mens jeg vandrer i bønnen, sender jeg kærlige og venlige tanker til alle, jeg møder på min vej.