Forældre er til for at hjælpe, støtte, trøste, opmuntre og træde til. Men de skal også give barnet rum til at ånde og blive selvstændig.  Nogle gange er det så meget nemmere, at gøre det hele selv, især når man har travlt. Skal jeg ikke lige lave sløjfen? Jeg lyner jakken for dig …. Eller vi samler barnets ting sammen i en fart. Alt skal jo nås.

Sidst var jeg ved en fødselsdag. Barnet prøvede at puste alle lysene ud på sin fødselsdagskage. Jeg kunne se, at moren ønskede lidt, at pigen pustede dem ud på en gang. Men desværre blev det ikke sådan, for hun var bange for at komme for tæt på flammerne og prøvede mange gange uden at puste et eneste lys ud. Det var hårdt, at lade hende blive ved med at prøve, men moren vidste, at voksne ikke altid må komme farende og ordne alting for deres børn.

De vigtige lektioner her i livet må prøves på egen krop. Og hvis forældre er tålmodige nok, vil barnet i sit tempo og på sin egen måde klare det. Endelig, ved tiende forsøg eller sådan noget, fik barnet pustet det sidste lys ud.

For mig blev det et billede på Guds kærlighed, som giver os også ”pusterum”. Han har tid til at vente på os, så vi er klar til at møde ham. Han ordner ikke det hele for os. Nogle gange er livet tungt, men Gud er altid ved vores side, selv om han ikke tager byrden fra vore skuldre. Det er godt at vide, ikke?