Barnet sidder over for mig i S-toget. Det gumler på et stykke franskbrød, sutter på det, smiler henrykt og propper de små fingre ind i munden for at massere gummerne. Hele ansigtet arbejder og er smurt ind i savl og brødkrummer.
Jeg kan ikke tage blikket fra denne livsglæde. Efter nogle minutter er brødet gennemblødt. Toget bremser, hjulene hviner, og det giver et ryk. Barnet kikker op, mister interessen for sit brød og taber det på gulvet. Da det opdager det kostbare tab, bryder det ud i et hjerteskærende hyl.

Sanserne, syn, hørelse, smag, lugt og berøring, er vort vindue til verden. Men jo ældre vi bliver, jo mindre trænede er vi i at være nærværende med vore sanser.
Som spædbørn reagerede vi anderledes. Dengang var sanserne vores læremester til at opdage verden helt uden tolkninger. Vi var i direkte kontakt med vore sanseindtryk og havde endnu ikke puttet etiketter på alt, hvad vi hører, ser og lugter. Vi var friske i vores hukommelse. Der var plads til indtryk. Den var endnu ikke fyldt op med stablede kasser fyldt med hukommelse, som vi relaterer vores oplevelser til.

Da vi sammen med Daniel rejste hjem fra Kina, havde vi endnu ikke et fælles sprog. I flyet kunne alle vælge forskellige slags juice. Glassene var farvestrålende – ravfarvet orangejuice, gennemsigtig mineralvand og karmoisinrød tomatjuice. Daniel fik store øjne, da han så den flotte saft. Som ægte kineser valgte han rød, lykkens farve. Glad holdt han glasset mellem sine buttede fingre, smilede og tog en slurk. Så rynkede hans lille ansigt i afsky. Saften var for sur.
Som voksne udskiller vi sjældent sanseoplevelsen fra bedømmelsen. Hvis det regner udenfor, siger vi tit: ”Det er dårligt vejr.” Vi har svært ved at skelne mellem kendsgerningen ”Det regner” og vores bedømmelse ”Det er dårligt vejr.”
Ofte kobler vi vores bedømmelse sammen med gamle erfaringer. Hvis nogen gaber under et foredrag, jeg holder, tror jeg straks: ”Han gaber, fordi jeg er kedelig.”

Men dermed lægger jeg et filter over mine erfaringer, som forhindrer mig i at opleve virkeligheden, som den er. Måske har personen bare haft en streng uge, er udkørt og træt? Måske trænger vi til at lufte ud, for luften er for tung og dårlig? Eller har vedkommende ikke sovet den nat? Muligvis er jeg virkelig uinteressant i min fremlæggelse.
Uden bevidst nærvær handler jeg tit som et automatisk styret væsen. Men når jeg er opmærksom på mine sanseoplevelser, er jeg i direkte kontakt med virkeligheden i stedet for mine tanker om den.

• Prøv i dag, når du kommer hjem, at gå ned i omdrejninger bare for en kort stund.
• Prøv blot at være til stede. Mød aftenen ud fra ro og stilhed.
• Sæt dig ned, læg dig ned eller stå op. Hvis du ved, at du ikke får ro derhjemme, kan du måske finde et sted på vejen hjem. Parkér din bil på en parkeringsplads. Sæt dig på en bænk i parken.
• Vær opmærksom på strømmen af dine tanker, billeder der danner sig i dit hoved, følelser, der dukker op og fysiske sansninger.
• Vær opmærksom på tilskyndelser til at gøre noget andet.
• Prøv dette i en kort tid, 3, 5 eller 10 minutter, når du kommer hjem.
• Se, hvad du opdager.
….og  hav en god dag!