Jeg søger en siddeplads og fortsætter min meditation med lukkede øjne. Nogle tænker, at jeg er træt. Men det hjælper mig at lukke ned for min indre kommentator, der straks går i gang, når jeg iagttager noget. Jeg fokuserer på nuet. Naturligvis – tankerne flyver af sted. Jeg har tit svært ved at slippe alle indfald. Jeg tænker på dagen, der gik. Husker de glæder og sorger den bragte. Jeg lægger planer for i morgen. Men nu i toget prøver jeg bare at høre og lytte til nuets musik.
Børn, der bliver født, lytter. De lytter til alle lyde. De er bogstavelig talt lutter øre, undrer sig over enhver lyd. Stå bag et spædbarn og knips med fingrene. Straks vil det vende hovedet og forsøge at ”opfange” lyden med øjnene. Senere knytter det hørelse sammen med sine egne tanker. Forstanden begriber verden og skaber begreber for at begribe den.
Nu prøver jeg bare at lytte uden at klassificere med det samme. Renheden og harmonien ligger ikke i tonen, men i min måde at lytte på. Når jeg lytter med et åbent sind, synker jeg ned i lydene som i en behagelig pude. Jeg hører, dog uden at sætte ord på det og uden at bedømme.
Hvert øjeblik kommer der en ny klang til. Også i S-toget.
Der er skinnernes skingrende lyde. Motoren brummer. Der er stemmerne i kupeen. Informationerne fra computerskærmene med nyheder, tilbud og kulturelle tiltag. Der er lyden af døre, der åbner og lukker. Alt dette er dele af et stort klangtæppe.
Jeg er heldig, for jeg har fået fribilletter til at lytte til en harmoni i en usædvanlig koncertsal. Og det helt gratis. Livet er skønt.