Er du den lykkelige vinder af…

Vi er fire piger derhjemme. Og tre af os har fødselsdag i august, nemlig den 28., 29. og 31.8. August var en travl måned for min mor, for der var mange gaver, kager og fester på planen. Dog engang gik det fuldstændig galt for hende. Vi havde fejret mine søskendes fødselsdage, og aftenen før min store dag var jeg allerede ellevildt spændt på de vidunderlige ting, jeg ville pakke ud næste morgen. Vi talte om det ved aftensmaden, og alle pirrede til min nysgerrighed.

De glemte fødselsdagen
Men så skete det forfærdelige. Næste morgen vågnede jeg op, sprang ud af sengen og … der var ikke noget. Først troede jeg, det var en dårlig joke fra min skøre familie. Jeg lod, som om alt var, som det skulle, og spiste min morgenmad. Alt var bare frygtelig hverdagsagtig. Jeg var for stolt til at kræve den opmærksomhed, jeg gerne ville have, cyklede til skolen og følte mig temmelig overset. Heldigvis havde mine venner husket mig – og min mor og far var sønderknuste, da jeg kom hjem om middagen. Det var en simpel forglemmelse. Og så skete det samme for mig.

Jeg glemte fødselsdagen… For denne blog er blevet to år gammel. Ikke i dag, nej, men den 18.6., og det har jeg ikke haft styr på. Så, det skal vi have nu!
Tak, fordi du rejser sammen med mig og gider følge med i mine tanker. Tak for dit feedback og dine kommentarer. Enten er du en af de 39 modtagere, der i skrivende stund får hvert indlæg ind i deres elektroniske postkasse, eller du er en af dem, der kikker ind spontant, bliver til en kort bemærkning eller har spottet mig gennem andre sociale medier.

Vil du være med i en konkurrence?Jeg vil bede dig om hjælp. Hvis du kan lide at komme her, så lav lidt reklame for bloggen i dit netværk. Den person, som melder sig ind som ”follower” (dvs. abonnerer på bloggen) nr. 50, vil få en overraskelsesgave fra mig. Hvad det er? Det må vi se.
Hvad skal du gøre?

Tilmeld dig bloggen, så du fremover får alle indlæg direkte i din mailboks og efterlad en kommentar. Mere behøver du ikke gøre. Så snart, jeg har spottet den 50. abonnent, får vedkommende en lille overraskelse. Kald det, hvad du vil: indmeldelsesgave, forsinket fødselsdagsgave eller bare en tak fra mig.
Så, gør reklame for bloggen og … god læselyst.