Børn elsker at besøge hinanden og at have gæster. De drager på opdagelse i hinandens hjem, udforsker legetøj og fordyber sig i legen. Måske findes der andre regler og skikke hos deres venner end hos familien derhjemme. I Daniels klasse har de talt om, hvordan man opfører sig, når man er gæst. Man takker for maden, prøver at være med, og når man ikke vil spise mere, så siger man: ”Nej tak, jeg springer over.”

Bibelen bugner med historier om mennesker, der inviterer hinanden, bliver inviteret eller inviterer sig selv. Jesus er til et bryllup i Kana. Men han siger også til Zakæus, at han vil besøge ham. Jesus fortæller om mennesker, der ikke svarer på en invitation eller ikke opfører sig ordentligt. Bibelen fortæller om gæster, som skal beskyttes mod vold og voldtægt. Andre gange bliver nogen bare inviteret, alene fordi en eller anden er glad og vil dele sin glæde med andre. Abraham bad de tre mænd om at sidde med ved bordet. En anden har ikke mod nok til at invitere en velanset rabbi som Jesus og siger: ”Jeg er ikke værdig til, at du kommer i mit hus.” (sml. Matt 5,8).

Det danske ord ”invitere” kommer af det latinske ord ”invitare.” Deri gemmer sig et andet ord, nemlig ”vita”, som betyder ”liv”.
Dybest set betyder det at invitere nogen mere end bare at tilbringe en hyggelig aften sammen. Når vi inviterer nogen, så tilbyder vi at tage dem ind i vore liv. Det går videre og dybere end et tilfældigt eller kort møde. Mon vi i den sidste tid har inviteret nogen ind vore liv? Eller har vi kun tilbragt tid sammen i stedet for at dele livet med dets op- og nedture med hinanden?

Jesus gjorde det, da han blev menneske. Han inviterede sig selv ind i vore liv for så, når vi tog ham ind i vore liv, at give os del i sit guddommelige liv. Hvem kan modstå en Gud, som er så ydmyg, stille, lille og vedholdende? Jeg kan ikke.