Hvem skriver her?

Den absolut hurtige udgave:
Jeg er født i 1967, bor i København, taler t-jysk (for tysk er mit modersmål og jysk mit daglige sprog) og er en slags forfatter. Jeg er mor til Daniel, hvis små fødder vokser alt for hurtigt, er katolik og teolog og har en indre glæde ved at skrive og reflektere over livets store og små eksistentielle temaer.

Den lidt længere udgave:

Som 18-årig søgte jeg Guds ansigt, tog på en lang tur og rejste til Sydfrankrig for at indtræde i et karmelkloster. Der levede jeg i stilhed, forlod ikke huset, og levede som en slags eneboer. Jeg sov 8 timer, bad 8 timer og så arbejdede jeg 8 timer. Sådan rundregnet.

De perfekte rammer til at leve med Gud, ikke? En oase midt i verdens ørken – eller en ørken midt i verdens travlhed er sådant et kloster.

Efter to år forlod jeg søstrene, fordi jeg følte mig for priviligeret. Den dybeste grund er nok, at jeg havde et andet kald, og skulle videregive noget af min længsel til mennesker. Hvordan kan vi møde Gud i dag, der hvor vi lever? Fortsat søger jeg Guds ansigt, har skimtet lidt af hans træk undervejs. Turen varer ved. Jeg har endnu ikke nået målet.

I dag lever jeg med min familie i storbyens ørken. Min hverdag ser helt anderledes ud end i klosteret. Der er ingen fast ramme om mit bønsliv længere. Stille øjeblikke er mangelvare. Der er krummer på gulvet og i hovedet. I huset er der larm frem for stilhed. Så meget skal nås, inden solen går ned. Helt ærligt, ofte er det helt almindelige gøremål, der skal nås: vaske op, stryge tøj, rydde op, ordne haven, købe ind etc.

Er dette udelukkende forbeholdt klosterfolk, eller hvad? Mit svar er helt og klart NEJ.

I dag søger mange i den almindelige hverdags hurlumhej Guds ansigt. Og der er masser af spor at finde.  Paula D’Arcy siger det uovertruffent: ”God comes to you disguised as your life.”

Velkommen til denne blog – katolik i hverdagen – hvor jeg vil tage dig med på en tur for at søge Guds ansigt i dagliglivet. Her vil du kunne læse om eksistentielle temaer, katolsk tro, spiritualitet, bibelen, hverdagsoplevelser.

E.M. Nielsen

Pastoral-Centret

Gl. Kongevej 15

1610 København V

www.pastoral.dk