Den Nye Aftale © Det Danske Bibelselskab 2011

Tror du, at drømme kan blive til virkelighed? Tror du, at intet er umuligt, bare du gør dit?
Eller synes du nærmere, at det er løgn? Overlader du de store drømme til andre, fordi du er blevet skuffet for mange gange i dit liv? Fordi du ikke nåede de mål, du satte dig?

Jesus og de to venner kommer ned fra bjerget, og de kommet som kaldede. For der er en god diskussion i gang: Og det lader til, at det har noget at gøre med et sygt barn. Kan dette barn helbredes? Eller er det umuligt? Drengen er syg og lider, og faderen lider på grund af sin søns lidelse. Jesus sukker, for hans disciple burde vide, at tro kan helbrede mennesker. Det har han da vist dem utallige gange. Har de stadigvæk ikke forstået det?Jesus tager sig af dem.
Hvad er budskabet egentlig? At alt er muligt? Eller at livet bliver let som en dans på roser, bare vi har tro?
Nej. Budskabet er endnu bedre. Tro handler om troen på, at alting kan være anderledes. Vi skal slippe vor angst, for den gør os syge; mens sand tro helbreder mennesker. Jesus hjalp faderen til at lade sin angst fare. Han frigjorde hans tro. Og barnet blev helbredt.
Men hvorfor kunne disciplene ikke gore det samme?
Der manglede bønnens kraft. Meget kan kun gøres i alliance med Gud. Kun den, der tror på Gud, kan vække tro på Gud. Kun sådan et menneske kan sammen med Gud eller på Guds vegne give tro og helbredelse til en anden.

@ iStockphoto – Steven Bourelle

Visdom,
for at vi i denne komplicerede verden ikke skal miste overblikket.

Indsigt,
for at vi ikke skal fare ud af skindet for petitesser.

Råd,
for at vi også i svære tilfælde kan finde en løsning.

Styrke,
så vi kan overvinde modgang og hindringer.

Erkendelse,
for at vi kan skelne, hvad der er rigtigt eller falsk, godt eller ondt.

Fromhed,
for at vi ikke skal miste kontakten til Gud,

Gudsfrygt,
for at vi ikke skal tro, at mennesker kan være lige så store som Gud.

Mark 9, 8 Den Nye Aftale © Det Danske Bibelselskab 2011

Det er vel tre år siden. Junior og jeg fløj til Berlin for at besøge familien. Dengang kunne Junior kun gebrokkent tysk; men hans livlighed og nysgerrighed fejlede intet. Vi stod i en butik i lufthavnen for at købe en lille ting. Jeg husker faktisk ikke, hvad det var. Daniel ventede for enden af kassen. Ekspeditricen var meget langsom, og jeg kunne se, at Junior ikke havde tid til at vente på hende. Jeg sagde eftertrykkeligt, at han skulle blive stående. Men næste gang, jeg så op, så jeg bare hans skosåler, som ilede hen til den fine flyver, som han havde beundret lige før. Jeg samlede mine ting sammen og fulgte efter ham. Men Junior var væk, hverken ved flyet, ved chokoladen eller ved frugten. Pist væk. Mit hjerte begyndte at hamre løs. Rolig, sagde jeg til mig selv, jeg går gennem hele butikken. Han kan ikke være udenfor. Ingen Junior. Han var der ikke. Jeg gik hele vejen tilbage, så igen efter ved kassen. Ingen junior. Efterhånden piblede sveden frem på min pande. Der var så frygtelig mange mennesker, men ingen Junior. Og vi havde ikke så lang tid tilbage, før vi skulle checke ind. Hastigt løb jeg op ad gangen foran butikken. Det myldrede med mennesker; men der var ingen Junior. Tilbage igen for at kikke i den anden retning. Intet. Mit hjerte trommede. Det susede for mine ører. Så gik jeg tilbage til butikken. Hvis han ikke var der, ville jeg bede sikkerhedsfolkene om at lede efter en 3-årig kinesisk dreng.
Jeg ilede, skubbede til folk, masede mig vej gennem mængden. Jeg kunne ikke rigtigt se noget, for jeg er ikke særlig høj. Hovederne foran mig svajede frem og tilbage som blomster på en mark. Da jeg kom i nærheden af kassen, opdagede jeg endelig Junior. Han stod alene, stille og lidt forvirret. Alle bebrejdelser blev skyllet bort af mine tårer, da jeg faldt ned på knæ og knugede ham ind til mit hjerte. Siden den dag har vi den aftale, at vi altid kommer tilbage til det sted, hvor vi sidst har set hinanden. Pludselig så jeg kun mit barn.

Sådan går det også for Jesu disciple, Peter og Johannes. Først ser de Moses og Elias og Jesus i helt hvide, overjordiske klæder. Disciplene er der for at give Jesus mod. Han vil holde ud ligesom Moses og Elias før ham. Peter er bange for, at denne smukke drøm skal ende. Han siger bare, hvad der falder ham ind: Vi vil bygge hytter. Vi vil holde fast i drømmen. Vi ønsker ikke at se den virkelighed, der venter på os ved bjergets fod. Men en sky overskygger dem, og de hører en stemme, som bekræfter: Jesus er Guds elskede søn. Ham skal de følge. Ham skal de lytte til. De skal ikke bygge hytter, men drage ned til dalen.
De ser Jesus, Jesus alene. Men de forstår alligevel ikke, for de spørger: Hvad betyder det at opstå fra de døde? Jo, Jesus må sandelig gå sin vej alene, når ikke engang hans venner forstår ham.

Når jeg rejser, leger jeg en leg. Jeg iagttager folk. Jeg ser på deres tøj, deres måde at gå på, hvordan de taler, hvordan de bevæger sig. Og så forsøger jeg at gætte, hvem de er. Ham der med de mørke solbriller, han er danser. Hende med det dyre outfit, hun er nok forretningskvinde. Jeg spørger mig selv, hvorfor nogle ser glade ud, og andre ser triste ud. Jeg digter deres livs historie.

Jesus er nu også kommet nord for Israels nordligste grænse. Han befinder sig igen i hedningernes land. Sådan set kan han ikke komme længere væk hjemmefra. Jesus befinder sig på grænsen mellem to verdener. Egentlig burde han rejse sydpå, til Juda, til Jerusalem; men der venter døden.
Hvad skal han gøre? Så spørger han disciplene: ”Hvem siger folk, at jeg er?”
Det er spørgsmålet til alle tider. Hvem er denne Jesus? Tiderne har vist: Det er altid dette spørgsmål, men også altid nye svar. Han er så meget. Jesus fremkalder så mange billeder.
Peter svarer på disciplenes vegne: ”Du er Messias”.

Men ved han egentlig, hvad han siger? For den Messias, folk forventede, er Jesus jo ikke. Han er fuldstændig anderledes og ikke en reformator og befrier, som vil jage de romerske besættere væk.
Nej, Jesus skal være en tjenende og lidende Messias. Og det har Peter slet ikke tænkt på. Og hvad har du tænkt på?

Del dine tanker med os andre.

Når Junior er optaget af at lege, kan det sagtens være, at han ikke hører noget andet. Så kan jeg råbe på ham, at han skal komme ned at spise, uden at der sker noget, eller jeg kan bede ham ham skynde sig at komme, fordi vi skal ud af huset. Men det er, som om alt, hvad der siges, suser forbi ham, uden at han opdager det.

Sådan er det også med Jesu disciple. Nej, de er ikke optaget af at lege; men alting skal siges to gange, før tingene langsomt går op for dem. Så falder tingene endelig på plads.
To gange har Jesus stilnet stormen. To gange har han sørget for brød. Han har også to gange rørt ved den døve mand, og nu kan det næsten ikke være anderledes, når han møder den blinde. For Jesu disciple er nemlig døve og blinde. Derfor skal alting siges og ses to gange, for så går det måske langsomt op for dem.
Fortællingen ligner helbredelsen af den døve på en prik. Jesus tager den døve ved hånden, fører ham væk fra menneskers nysgerrige blikke, og ligesom en mor stryger hånden over sit syge barn, rører han ved den blinde, hvor hans livs smerte er.
Jesus ønsker, at det ikke længere skal være uudholdeligt for den blinde at blive set i øjnene og ligeledes at se andre i øjnene. Han ønsker, at dette menneske skal erfare: Jeg er Guds barn. Jeg hviler trygt og sikkert i Hans gode hænder.

Sådan begyndte Jesus selv sin vej, efter at han havde hørt Faderens stemme: ”Du er mit elskede barn, i dig har jeg fundet velbehag.” Og det dages for den blinde. Hans syn bliver mere klart.

Når jeg i de kommende dage oplever, at Junior ikke svarer med det samme, vil jeg huske på, at vi er Guds elskede børn. Mon ikke vi nogle gang glemmer det?

Bolsjer – den hårde skal og den søde indmad…

Det er vidunderligt. Sidst havde han fundet nogle bolsjer et eller andet sted. ”Tygger du dem, eller sutter du på dem?” Han kikkede undersøgende på mig.
Jeg hører til den type, der sjældent tygger et bolsje. Men efterhånden har jeg faktisk fundet ud af, at tænderne har bedre af, at man bider et bolsje i stykker. Men jeg gør det stadigvæk ikke. Vi tog begge et bolsje og gik i gang. Daniel knasede, og efter nogen tid fik jeg mig også suttet ind til bolsjets indmad. Det smagte godt.

Vi ligner ofte bolsjer.
Er det rigtigt? Jo, for ofte danner vi en hård skal for at beskytte vort bløde hjerte. Men det duer bare ikke. For hvis vi gør det, så viser vi, at vi ikke stoler på kærligheden og ikke har tillid til livet. Hvem har fået os til at blive sådan? Hvis ikke vi åbner os for et andet menneske og vover at være ægte, så forbliver vi ensomme. Uden kærlighed bliver ensomheden bare ved og ved.

Kærligheden vender op og ned på vor tilværelse.
Kærligheden gør så meget ved os, for den vender op og ned på vor tilværelse. Den slår bare ned ligesom lynet, svier huden af kroppen og gør ens hår hvidt. Og den får hjertet til at standse.
Men den er mere end en følelse. Kærligheden er en forpligtelse og et valg. Det kræver noget at vælge at elske nogen i medgang og modgang.
Giv derfor kærligheden og dig selv en chance. Og husk, at de fleste ting kræver mere disciplin end talent. Og det gælder alle ting i livet, også kærligheden.

Jeg sad ved min frisør og skulle klippes. Nej, egentlig var det ikke min frisør. Forretningen var i den seneste måned blevet overdraget til en ny ejer; men jeg syntes, han skulle have en chance. For ærlig talt har jeg været ude for lidt af hvert mht. til at få klippet hår.

Men ingen bør have behov for at hæve sig selv på bekostning af andre

Selv om frisørsalonerne ligger som perler på en snor her i kvarteret, har mine erfaringer med dem ikke altid været de bedste. Ved nogle var priserne tårnhøje, så jeg kunne overveje, om jeg skulle tage ekstraarbejde, hvis jeg skulle klippes.
Andre var billige; men så måtte jeg også selv føntørre håret. Det var i sig selv ikke et problem. Problemet var, at de tydeligvis havde misforstået noget med min tro. Jeg er katolik og elsker røgelse, men ikke røg fra en cigaret, så jeg knap nok kan se mit ansigt i spejlet.
Og så har jeg flere gange været udsat for, at jeg blev klippet skævt. Jeg er normalt et roligt og nogenlunde venligt menneske. Fejl sker for enhver. Jeg laver selv så mange ulykker, at jeg ikke har behov for at pege på andres. Men at komme ind i en butik en lørdag og bede om at få rettet den skæve klipning og få at vide: ”Min kollega er her ikke.” Det er nok!
Så fandt jeg Fatima, som havde åbnet en ny salon. Hun klippede godt, hurtigt og billigt. – I to år. – Og nu sad jeg over for hendes efterfølger, lidt skuffet over, at hun ikke havde fortalt, at hun ville afhænde butikken. Manden virkede også ret engageret.
”Jeg har 24 års erfaring, meget mere end min forgænger. Hun har kun været frisør i 2 år og så åbnede hun butikken med det samme. Hun klippede godt; men hun havde ikke erfaring nok. Jeg skal nok gøre det godt …” I den dur remsede han sine egne fortrin op. Jeg blev harm på Fatimas vegne. For hun klippede godt. Og det gjorde han sikkert også. Men ingen bør have behov for at hæve sig selv på bekostning af andre.
Sådan gør vi desværre ofte. Vi har behov for at fremme vore egne fortrin på bekostning af andres mangler. Er der virkelig brug for det?

Hvem er han dog og hvor han sin magt fra?

Jeg tror, Jesus spørger sig selv om det samme, da farisæerne står over for ham. De spørger: Hvor har han dog sin magt fra? Er det ikke djævlekunster, han udøver?
Jesus sukker dybt, for han fornemmer straks, at det ikke er længsel efter Gud, der driver dem, men at de blot vil friste ham. De kræver et tegn fra himmelen. Kun sådan kan han overbevise dem i deres verden. Men de glemmer, at det ikke er det, Jesus er kommet for.

Som om nogen nogensinde vil bruge kræfter på sådan et nummer. Som om nogen nogensinde vil forstå et sådant tegn og ændre deres liv på grund af det. Gud, det ved Jesus, er langt mere. Han er den Gud, der går med os, som dag for dag vil vise os, at han er med os og befrier os fra byrden ved at være menneske som ved et trylleslag.
Næste gang vil jeg fortælle min frisør: ”Du klipper lige så godt som Fatima eller nogen anden: Du er dig selv, og det er vidunderligt. Gud har ikke brug for en anden. Han har brug for dig”.

Istockphoto af Kamil Krawczyk

Når vi vil skabe noget nyt, er vi altid afhængige af noget forudgivet. Vi har brug for materialer for at frembringe noget. En maler bruger farve, papir, blyanter eller pensler. En digter øser af sproget, af tidens udtryksmåder og afprøver nye kombinationer. Poesien er ligesom en nyskabelse af sproget. En kok laver mad af forskellige ingredienser, som tilsammen udgør en ny symfoni af farver, smag og anretning.
Selv en genetiker, som ofte opfattes som en ”skaber”, der i sin skaberkraft og magt næsten er lig med Gud, har brug for et ”materiale”, cellens DNA (dvs. den genetiske kode). Han kan kun korrigere defekte gener, forandre en organismes genetiske struktur med henblik på et bestemt formål. Derved ”skabes” nye frugter. Ved hjælp af genmanipulation kan man beskytte tomater mod frost, krydse forskellige frugter. Og ved at overføre gener fra én organisme til en anden (gensplejsning) kan denne erhverve nye egenskaber. På den måde kan f. eks. colibakterier nu producere insulin.

Mennesket medvirker i skabelsesprocessen
Vi mennesker medvirker i skabelsesprocessen, arbejder og videreudvikler eksisterende materialer.
De gammeltestamentlige tekster bruger håndværks- og kunstneranalogien for at fortælle om Guds skabende handling. Og der er så forskellen til alt det, vi mennesker skaber: Ved Guds skabelse er der ikke blot tale om at formgive den allerede eksisterende materie. Gud sætter alt i eksistens, og det vil sige, han sætter også materien i eksistens. Gud skaber ud af intet.

Intet er så forskelligt som Skaber og skabning.
Intet er så lig som Skaber og skabning.
Intet er samtidig så forskelligt og lig som Skaber og skabning.
Mester Eckehart

Har jeg glemt et punkt? Hvad syntes du om denne uges tekster? Har jeg glemt noget? Jeg ville være glad, hvis du ville tilføje det! Giv mig en kommentar herunder.