I den sidste tid har jeg været mere grædefærdig. Ikke på den dårlige måde, slet ikke, men på den gode måde. Den ene gang skete for to dage siden.

Efter tilslutningen af mit CI prøvede jeg at lytte til musik. Det var i ordets betydning en broget oplevelse. For jeg kunne ikke høre noget som helst, kun skratten og rumlen, ingen instrumenter, en sangstemme langt væk i det fjerne. Det lød som en dårlig indstillet radio, som var placeret et eller andet sted mellem to sendere, bare med den forskel, at jeg ikke kunne gøre noget ved indstillingen her og nu. Jeg slukkede frustreret for afspilleren og sank en klump, for jeg havde det slet ikke godt med ikke at kunne lytte til musik. Tænk, hvis det ikke ville give sig, som nogen fra vores CI gruppe fortæller. At skulle give afkald på denne nydelse kunne jeg ikke rumme.

Jeg besluttede mig for, at se tiden an og tage kampen op, hvis der nu var en mulighed for at gøre det. Kort efter havde jeg høretræning med min audiolog Ann Kristin. Jeg klagede min nød, og hun konstaterede: ”Telefon, fjernsyn og musik er det højeste niveau. Det er sværest at få på plads. Men begynd med et enkelt stykke musik, gerne noget med gentagelser eller instrumental og så hør det ofte. Når jeg siger ofte, så mener jeg ikke 10 gange eller 15 gange, men op til 100 gange.”

Jeg var ikke begejstret for rådet, for jeg tænkte: ”Det er godt med dig, for min dag har også kun 24 timer.” Men så snart jeg kom hjem, bandt jeg mig bogstaveligt talt til stolen og startede en CD med rolig musik. Den ville ellers have været afslappende at høre efter en dags arbejde; men nu var der kun skratten, og det er nu ikke mine favorittoner. Jeg blev siddende i en halv time. For hver gang jeg udsatte mig for denne rumlen og skratten, hørte jeg lidt mere. Hørte de lyse toner, så kom der lidt takt til og en ny nuance.

Efter 10 dages træning havde jeg ca. 3 stykker på plads. Så fortalte nogen, at de trænede med pop og det gik bedst. Igen traskede jeg i stuen og snuppede en af de CD’er. Jeg havde ikke orket det i den sidste tid, for ikke at udsætte mig for en alt for stor skuffelse. Jeg valgte et stykke, som jeg næsten kan høre i mit hjerte, bare jeg tænker på sangen. Jeg var urolig og nysgerrig, da jeg lagde den ind i afspilleren – og jeg kunne høre meget, ikke så smukt, som jeg husker det, men meget mere end jeg hørte for bare nogen uger siden. Jeg må indrømme, at der klaskede et par tårer i opvasken.

Og sangen? Det var ”Once you had gold” fra Enya. Du kan høre den her.

”No- one can promise a dream come true” synger hun; men jeg synes nu, at jeg er kommet min drøm et langt stykke nærmere.