De så sig omkring, og nu kunne de pludselig kun få øje på Jesus.

Mark 9, 8 Den Nye Aftale © Det Danske Bibelselskab 2011

Det er vel tre år siden. Junior og jeg fløj til Berlin for at besøge familien. Dengang kunne Junior kun gebrokkent tysk; men hans livlighed og nysgerrighed fejlede intet. Vi stod i en butik i lufthavnen for at købe en lille ting. Jeg husker faktisk ikke, hvad det var. Daniel ventede for enden af kassen. Ekspeditricen var meget langsom, og jeg kunne se, at Junior ikke havde tid til at vente på hende. Jeg sagde eftertrykkeligt, at han skulle blive stående. Men næste gang, jeg så op, så jeg bare hans skosåler, som ilede hen til den fine flyver, som han havde beundret lige før. Jeg samlede mine ting sammen og fulgte efter ham. Men Junior var væk, hverken ved flyet, ved chokoladen eller ved frugten. Pist væk. Mit hjerte begyndte at hamre løs. Rolig, sagde jeg til mig selv, jeg går gennem hele butikken. Han kan ikke være udenfor. Ingen Junior. Han var der ikke. Jeg gik hele vejen tilbage, så igen efter ved kassen. Ingen junior. Efterhånden piblede sveden frem på min pande. Der var så frygtelig mange mennesker, men ingen Junior. Og vi havde ikke så lang tid tilbage, før vi skulle checke ind. Hastigt løb jeg op ad gangen foran butikken. Det myldrede med mennesker; men der var ingen Junior. Tilbage igen for at kikke i den anden retning. Intet. Mit hjerte trommede. Det susede for mine ører. Så gik jeg tilbage til butikken. Hvis han ikke var der, ville jeg bede sikkerhedsfolkene om at lede efter en 3-årig kinesisk dreng.
Jeg ilede, skubbede til folk, masede mig vej gennem mængden. Jeg kunne ikke rigtigt se noget, for jeg er ikke særlig høj. Hovederne foran mig svajede frem og tilbage som blomster på en mark. Da jeg kom i nærheden af kassen, opdagede jeg endelig Junior. Han stod alene, stille og lidt forvirret. Alle bebrejdelser blev skyllet bort af mine tårer, da jeg faldt ned på knæ og knugede ham ind til mit hjerte. Siden den dag har vi den aftale, at vi altid kommer tilbage til det sted, hvor vi sidst har set hinanden. Pludselig så jeg kun mit barn.

Sådan går det også for Jesu disciple, Peter og Johannes. Først ser de Moses og Elias og Jesus i helt hvide, overjordiske klæder. Disciplene er der for at give Jesus mod. Han vil holde ud ligesom Moses og Elias før ham. Peter er bange for, at denne smukke drøm skal ende. Han siger bare, hvad der falder ham ind: Vi vil bygge hytter. Vi vil holde fast i drømmen. Vi ønsker ikke at se den virkelighed, der venter på os ved bjergets fod. Men en sky overskygger dem, og de hører en stemme, som bekræfter: Jesus er Guds elskede søn. Ham skal de følge. Ham skal de lytte til. De skal ikke bygge hytter, men drage ned til dalen.
De ser Jesus, Jesus alene. Men de forstår alligevel ikke, for de spørger: Hvad betyder det at opstå fra de døde? Jo, Jesus må sandelig gå sin vej alene, når ikke engang hans venner forstår ham.