”Jeg hedder Jasmin!”, råbte den lille charmerende størrelse i mine venners lejlighed i Münster Kinderhaus, hvor franciskanerne havde et kommunitet i denne bydel med mange sociale problemer og udfordringer. Arbejdsløsheden var stor, mange mennesker levede på alt for lidt plads, der var mangel på grønne områder og legepladser, og volden var stor. Et trist område, som de færrest ville forbinde med det ellers så charmerende Münster i Nordrhein-Westfalen. Her var Stefan og hans medbrødre flyttet ind for at dele menneskers hverdag, deres drømme og frustrationer. Den dag skulle vi spise aftensmad sammen, og som altid var der flere ved bordet end dem, der boede på husets adresse. Jasmin var måske otte år, af sydamerikansk herkomst, og færdedes tit ved brødrene, som havde mere tid til børnene end mange af bydelens forældre.
”Sikke et flot navn”, svarede jeg smilende. Dengang var det et ret usædvanligt navn i Tyskland.
”Jeg er opkaldt efter en blomst, som dufter helt vildt dejligt.” Hun strålede over hele hovedet, og dette smil har brændt sig i mit hjerte, selv om jeg ikke har mødt Jasmin senere.
”Jeg kalder dig ved navn …” siger allerede Gud til enhver af os i Bibelen. Han kender vort navn, fordi ethvert menneske er dyrebart i hans øjne. Uanset om vi er født på solsiden i denne verden eller i et miljø med mange udfordringer, så gælder hans ord også os.
Husk i dag: Du er dyrebar i Guds øjne og værdsat som den, du er. Gud elsker dig og kender dit navn.