Solens stråler kærtegnede min hud, mens Junior klatrede på klatrestativet. Sikken vidunderlig dag på legepladsen tænkte jeg og fiskede min bog op fra rygsækkens bund. Nu skulle jeg hygge mig med nogle minutters læsning. Skønt! Jeg åbnede romanen og dykkede ned i fortællingen. Men en velkendt stemme brød fortryllelsen.
”Mama!”
Jeg løftede mit hoved for at se på Junior. ”Er alt o.k.?”
”Ja. Se på mig!”
”Jeg har set dig. Du er god til at klatre.”
Jeg smilede og prøvede på ny at læse; men det varede ikke længe, før der igen kom et råb oppefra.
”Mama!”
”Ja?” Nu var mit svar allerede en tone mere opgivende.
”Kom hen til mig””
”Jeg læser, skat.”
”Men du skal se mig.”
Jeg forstod, at jeg godt kunne glemme alt om at læse eller i hvert fald måtte udsætte det til Juniors eftermiddagssøvn eller min fyraften. For Daniel ville ses. Det var uendelig vigtigt i begyndelsen, efter at vi havde hentet ham i Kina. Jeg kan sagtens forstå hans behov, for også jeg ønsker, at nogen ser på mig med kærlige øjne.

I dag sker det tit, at jeg kikker på ham – helt frivilligt. Han er blevet så stor og selvstændig. Hans små fødder vokser ud af skoene alt for hurtigt. Han har fået mere markante træk. Men han er min søn, og jeg studerer hans ansigt som en kunstner sit mesterværk. Når jeg vågner om natten, skal jeg lige se, hvordan han ser ud i søvne. Afslappet og rolig. Han er min bedste gave.

Taknemmelighed er nøglen til et lykkeligt liv.
Folk, der øver sig i at være taknemlige, er mere optimistiske og føler sig mere knyttet til andre. Taknemlige mennesker er nemme at være sammen med; for de fleste bryder sig ikke om at tilbringe deres tid sammen med nogen, der konstant er i brokkehumør. Derfor har taknemlige mennesker ofte også flere venner, fordi folk føler sig godt tilpas i deres nærhed. De har overskud og hjælper hurtigt andre. Undersøgelser siger endda, at de sover bedre.

Vi kan øve os i at være taknemlige.
Prøv – bare i dag – ikke at tage noget for givet, heller ikke din familie, som er tættest på dig. Ofte tager vi de mennesker for givet, som betyder mest for os, i stedet for bare at være taknemlige over, at de har krydset vores vej.
Brug denne lille dørtrins-øvelse af Gretchen Rubin til at øve dig i taknemlighed. Tænk med kærlighed på din familie, hver gang du går ud af huset eller kommer hjem. Dette dørtrinsritual vil i dagligdagens trummerum fylde dig med taknemlighed over de mennesker, som du deler dit liv med, og som har krydset din vej.

Tip: Du kan abonnere på en daglig tanke på www.gratefullness.org.