Jeg ville så gerne kunne det nummer. Derfor benede jeg tit hen til hoveddøren og åbnede den. Men skuffelsen var stor. Ingen stod på trappen foran døren. Hvad kunne min mor, som jeg ikke kunne? Var hun tryllekunstner?
Det troede jeg som barn, for hver gang, min mor åbnede hoveddøren, fik vi gæster. Hun hørte ringeklokken, som jeg ikke kunne høre, og derfor kunne jeg ikke forstå det tryllenummer, hun havde gang i.
I dag med en del hjælpemidler hører jeg tit ringeklokken, i hvert fald, hvis der ikke er for megen baggrundsstøj, og når jeg så åbner døren, står der også nogen udenfor.
Det minder mig om Samuel fra Det gamle Testamente, der hører Guds stemme om natten. Men han kender endnu ikke Guds stemme. Samuel tror, at det er hans mester Eli, der kalder på ham. Men efter at han tre gange er løbet til Eli og har spurgt ham: ”Du kalder på mig. Hvad skal jeg gøre?”, har Eli en idé om, hvem der kalder. Han siger: ”Næste gang, du hører denne stemme, så skal du svare: Tal Herre, din tjener hører.”
Gud var ikke fremmed for Samuel, som boede i Guds hus i Silo. Samuel havde givet ham hele sit liv. Men han måtte først lære Gud rigtigt at kende. Jeg elsker denne beretning, måske fordi jeg tit selv ikke kan adskille stemmer.
Godt, at Gud er kreativ. Jeg behøver ikke at høre med min ører, når han taler til mig. Jeg har brug for mine indre ører, og der er jeg ikke dårligere stillet end andre. Så, det er vist Guds lille tryllenummer.