Hvad kendetegner den moderne spiritualitet?

Hvad kendetegner den moderne spiritualitet? Jeg mener ikke kristen spiritualitet, men det moderne menneskets søgen?
Tit er det en blanding af individualisme og fællesskab. Vi fravælger dogmer, men vil gerne tilhøre en gruppe. Helt profant kan det være en fodboldklub, hvor fans hylder deres egne ritualer. De synger udvalgte sange, når deres hold spiller, og klæder sig i bestemte farver. De danser sammen efter en sejr eller omfavner hinanden. For andre er de store indkøbscentre blevet en slags ”rituelle rum”, hvor de sammen med andre celebrerer forbrugsritualer. Hvis du ejer de rigtige ting, hører du med. For andre handler spiritualitet om det modsatte, at trække sig ud af forbrug og søge det enkle liv. Men fælles for alle er, at de søger fællesskab. Selv eneboeren føler sig forbundet med Gud eller universet.

Vi er skabt i den treenige Guds billede, og det vil sige, at vi er skabt til fællesskab. Vi længes efter at blive ét med noget, der er større end os selv. Vi vil være del af noget større. Før var det klanen. Men i dag står vi tit isoleret og som enekæmpere. Længselen efter noget fælles vokser.
Hvorfor er de fleste af os online med vores Ipads og Smartphones? Hvorfor deler vi overhovedet flashmobs via mails og Facebook? Fordi vi vil være del af et fællesskab. Når vi deler flashmobs, giver vi den gode fællesskabsfølelse, vi oplever, videre, så den også kommer andre til gavn. Det gør jeg også i dag.
Se på en video, som over 33 millioner mennesker har set. Hvorfor? Fordi den viser vores længsel efter fællesskab. Samtidig er det en lovprisning af Gud, som ikke er fjern fra vores verden, men som vi kan finde overalt.