Jeg bremsede cyklen, lænede mig op ad rækværket og vinkede. Min far stod i sin kolonihave og knoklede løs. Næsten hver aften tilbragte han 2-3 timer der og kom altid hjem med frisk salat, frugter og bær. Som barn var dette sted en oase for mig. I den lille hytte, hvor tre mænd med nød og næppe kunne søge ly for regnen, legede jeg prinsesselege. Min mor havde endda syet nogle gardiner, som man kunne trække for. Vandstrålen fra den gammeldags vandpumpe var fast og isnende kold. Men til gengæld fik man det varmt, mens man pumpede det op. Og så var der hængekøjen. Jeg elskede at daske rundt i den og kikke på solens leg med bladene, denne kakofoni af farvenuancer over mit hoved, et spil af skygge og lys. Mest fascinerende var fars hemmelige rum under gulvet. Der lå noget koldt at drikke, for der var ikke elektricitet i hytten.
Open gardening er in
Før lå kolonihaverne ofte i udkanten af byen. Her skabte ejerne en parallelverden til deres hverdag. I dag er det anderledes. Mennesker vil have indflydelse på samfundet og forandre det, sætte deres fingeraftryk på deres bydel, deres verden.
Open gardening eller urban gardening betyder ikke bare, at man skaber sin egen tagterrasse med græsplæne eller stiller et par flotte blomsterkrukker foran sin dør.
I verdens storbyer vokser en spiritualitet frem, som vil forandre bybilledet og inviterer til et enkelt liv og fællesskab. Flere mennesker søger tilbage til det enkle liv. De føler presset om at forbruge og øge vækst som en spændetrøje. De vil skabe noget nyt, som også har betydning for andre, gavner livet i deres bydel og skaber fællesskab. Der bliver plantet i mælkekartoner, krukker og kasser, som hurtigt kan flyttes, hvis det er nødvendigt. Børn kan hjælpe med til at høste. Indvandrerkvinder, som ofte har stor erfaring med dyrkning af afgrøder, bidrager også til projekterne. Folk fra nabolaget kommer sammen og taler med hinanden. Det, der høstes, kan købes. Det er lidt som en utopi.
Man skaber grønne oaser i byerner. Naturligvis kan vi ikke skrue tiden tilbage. Men vi kan prøve at skabe oaser, hvor sjælen kan få ro. Når du næste gang kommer til Berlin, så besøg ”Prinzessinnengärten”, et projekt, som er blevet kopieret mange steder. Og lad, midt i storbyens larm, din sjæl komme til ro.
Jeg har for øvrigt forsøgt at finde noget lignende i København, men har ikke kunnet finde noget sådant. Enten er vor danske mentalitet anderledes, eller vi lever trods alt i en stille og rolig by, som stadigvæk har så meget grønt, at mennesker endnu ikke er begyndt at savne det. Men hvis sådan et projekt findes her, vil jeg gerne vide det … så kik forbi i Berlin Kreuzberg og besøg Prinzessinnengarten.
