Har du alt med?

”Har du alt med?” Junior sidder på bagsædet og forhører sin kammerat. De skal på weekendtur sammen.
”Ja, jeg har mit sengetøj.”
”Og din tandbørste?”
”Ja – og badetøj.”
Det er stille et øjeblik. Men Junior er stadigvæk ikke færdig med at huske sin ven på alt det, man har brug for i livet. Der skal være orden i sagerne.
”Har du også Jesus med?”
”Jesus?” Elias er tydeligvis overrasket, og jeg må indrømme, at det blev jeg også. Hvad tænker Daniel mon på?
”Ja, Jesus. Ham skal man altid have med.”
Elias har åbenbart aldrig hørt om vigtigheden om at have Jesus med i bagagen.
”Hvorfor skal man have Jesus med?”
”Jesus passer på os. Hvis han er med, kan der ikke ske noget slemt.”
Sådan. Selv jeg fik en god katekese i bilen. Så nemt kan det være at dele sin tro. Junior har jo virkelig ret. Jeg har intet at tilføje, men vil lige spørge dig: Har du Jesus med?
Hvis ikke, så sørg for at få ham med i bagagen. For så er du i gode hænder.