1. Kun i dag vil jeg forsøge at leve i nuet uden at løse alle mit livs problemer på én gang.
Johannes XXIII
Vi har alle løse ender i vort liv, som vi kæmper med. Nogle af os frygter i disse krisetider at miste deres arbejde. Andre opdager, at det er nemt nok at blive forelsket, men at det kræver udholdenhed og fantasi at bevare kærligheden. Nogle har mistet en masse penge på forkerte investeringer, og andre har fået konstateret en uhelbredelig sygdom.
Men uanset hvad, så kan vi kun leve i nuet. Fortidens synder kan vi ikke lave om på. Fremtiden er endnu ikke inden for rækkevidde. Men nuet er her. Tag derfor ikke sorgerne på forskud; men tag et skridt ad gangen. Nogle ting tager deres tid. Det gælder også smertefulde ting.
For nogle år siden mistede jeg flere børn ved spontane aborter. Jeg har aldrig været så langt nede som dengang. Faktisk ved jeg i dag endnu ikke, hvordan jeg kom gennem den værste sorg. Mindet om det efterfølgende år popper op som en tid, hvor jeg fungerede som en robot.
Jeg har altid troet på, at en mørk tid afløser en lys tid, ligesom natten tager afsked og hilser en ny morgen velkommen. Men når vi er i en krisetid, så ser vi måske ikke engang stjernerne blinke. Mange ting i vort liv – især udfordringerne – tager deres tid. Måske får vi lyst til at skubbe til udviklingen.
Hvis et barn vil se en smuk sommerfugl og begynder at pille larvens puppe i stykker, fordi det ikke kan vente længere, så ødelægger det alt. Sommerfuglen skal have tid til at udvikle sig. Tålmodighed er en vigtig dyd at have.
Når vi taler om at leve i nuet, mener vi det indeværende øjeblik. NU. Vort liv består ikke af andet end en mængde sådanne øjeblikke. Dog ignorerer vi de fleste af dem. Fang i dag nuets øjeblik og vent – sommerfuglen skal nok komme frem og flyve. Hvis du ser en sommerfugl de næste dage, så husk på:
”I dag vil jeg kun forsøge at leve i nuet uden at løse alle mit livs problemer på én gang. ”