Når jeg kommer på perronen søger mine øjne efter køreplanen. Kommer mit tog snart? Hvor mange minutter tager det? Hvor mange tog kører før mit tog kommer? Hvorfor kommer toget først om 12 minutter? Er der aflysninger?
Selv om der har været en personpåkørsel, som har bragt uorden i transporten, eller andre svigt, kan disse ufrivillige ændringer på mine personlige planer irritere mig. Der er forskellige muligheder for at fordrive ventetiden. Nogle læser, andre spiser, nogle taler eller sms’er. De fleste kikker, nej stirrer mod tunnelen, hvor S-toget skal komme fra, som om de på magisk vis kan fremtvinge dets ankomst.
Jeg oplever tit, at en hel række tog rasler gennem mit hoved – fuldt belæsset med tanker og bekymringer… Hvorfor nu det? Hvordan skal jeg nå… DSB kan ikke engang klare en ordentlig togdrift…
Men stop. Jeg har lige fået foræret en vidunderlig chance til at nyde øjeblikket og slappe af, bede og meditere. 12 minutters meditationspause. Desværre har jeg allerede spildt 2-3 minutter med min indre klage og stønnen, med surmuleri. Nu har jeg kun 8 minutter tilbage. Dem vil jeg sandelig bruge på en bedre måde ved at være opmærksom på mit åndedræt.
Jeg ånder nogle gange ind og ud. Så falder jeg ned og til ro.
Når jeg ånder ind, løfter mine ribben sig. Brystkassen udvider sig.
Når jeg ånder ud, slapper min muskulatur af, luften strømmer ud af mund og næse.
Jeg begynder at bede.
Når jeg trækker luften ind, beder jeg: Jesus.
Når jeg ånder ud, siger jeg: Du er her.
Jeg er nu fokuseret på det væsentlige.
Det er enkelt, befriende og velgørende.
Kort før toget kører ind på stationen, føler jeg et sug af vinden på min hud. De små hår på mine arme reagerer med det samme på, at det indkørende tog skubber luften foran sig. Dette er som en blid brise på stranden – og jeg behøver ikke engang frygte at blive solskoldet.
S-toget er kommet. Tiden fløj af sted i hast, fordi jeg ikke har ventet.