”Mor, jeg vil gerne arve en af Papas ting …”
Jeg var kommet hjem til min fars begravelse og stod over for min mor. Angsten knugede i maveregionen over, at hun allerede havde tømt klædeskabet og sorteret tøjet. For så ville jeg komme for sent med min bøn.
”Hvad så?”
”Jeg vil arve papas hue.”
Han gik altid med en blå hue ligesom de gamle mænd i Sydfrankrig. Jeg elskede den hue, havde faktisk længe ønsket mig sådan en. Men mest af alt var den et håndgribeligt minde om min far.
”Den ligger i hans skab. Tag den bare.”
Jeg benede af sted og kom ned for at fremvise min skat, glad og lettet.

Denne hue er nu min. Nu ligger den på mit værelse her i Danmark. Når jeg rører ved den, minder den mig om min far. Jeg kan stadigvæk ”dufte” hans nærvær. Den er blød og varm, som den omsorg far viste os fire døtre.

Men hvorfor er denne hue nu så vigtig for mig? Kunne jeg ikke bare have købt en lignende her i byen?
Naturligvis. Men det ville ikke være min fars hue, som minder mig om utallige gå- og vandreture med ham, og om hvordan far stod ved perronen, til sidst med stok og krumbøjet, for at hente mig på banegården, selv om det var en stor anstrengelse for ham. Fars hue er ligesom et sakramente, et tegn på en virkelighed, nemlig min fars omsorg og kærlighed over for os som familie.

Jeg er katolik, og i min kirke har vi syv sakramenter, som vi modtager ved livets højdepunkter og i alvorlige stunder som fødsel (dåben), sygdom (De syge salvelse) og ægteskab (ægtevielsen), men også i den almindelige dagligdag, nadver/eukaristi og
forsoningens sakramente).
Ikke alle sakramenter har den samme betydning; men alle berører de etaper og vigtige tidspunkter i menneskets liv ved at give fødsel og vækst, helbredelse og sendelse (mission).
Centralt for ethvert sakramente er et „tegn“. Ved dåben er det f.eks. „vandet“. Almindelige genstande fra hverdagen som vand, brød, vin og olie bliver i forbindelse med ord til formidlere af Guds nåde og bevirker fællesskab med den levende Gud.

Og her kommer min fars hue ind i billedet. Denne gave husker mig fremover på ham. For andre har denne hue ikke nogen betydning; men for mig er den enestående, uanset om den er værdifuld eller ej. Dens værdi ligger på et helt andet plan. Sådan kan almindelige ting have en særlig betydning for nogle og dermed være med til at formidle fællesskab og kærlighed.

Sådan er det også med sakramenterne.
Brød og vin i eukaristien er jo ikke bare brød og vin, men bliver til Jesu legeme og blod. Vandet ved dåben er ikke bare vand, men symboliserer pagten mellem Gud og mennesket. Olie er heller ikke bare olie, men symboliserer menneskets værdighed og opgave – at give troen videre til andre.

Har du noget, som er ligesom et sakramente for dig?
Findes der i dine gemmer et brev, et stykke tøj, dit barns første sko eller en hårtot, et eller andet minde om en elsket person?
Så find det frem, husk og tak!