Jeg skal bare lige hente en pakke på posthuset. Da jeg kommer ind, sukker jeg. Masser af mennesker er stimlet sammen. Luften er tyk og lummer. Jeg trækker et nummer og ser op på skærmen. Jeg har nummer 234; men der er mindst 15 mennesker foran mig. Jeg puster ud. Der er intet at gøre. Jeg skal have den pakke, og nu står jeg her. Jeg lægger en hånd på maven og føler, hvordan den løfter sig under mit åndedræt. Op og ned.
Jeg ser alle de folk, som er stimlet sammen i posthuset. Mine fødder er solidt plantet på gulvet. Jeg føler irritation i mit indre – og prøver at slippe den ved at ånde dybt ind og ud. Mit ansigt er anspændt og munden stram. Jeg prøver at smile – ret halvhjertet. Jeg koncentrerer mig igen om mit åndedræt og beder, mens jeg trækker luften ind: ”Jesus.” – Så puster jeg luften ud. – ”Du er min fred.”
Foran ved kassen står en gammel dame, som tilsyneladende ikke er klar over, hvad hun vil have. Jeg beder sammen med mit åndedræt. En tanke dukker op. ”Hvordan kan hun dog være så langsom og forsinke alle os andre?” Jeg er vred og irriteret, rastløs. Jeg vender tilbage til mit åndedræt, slipper vreden og føler, hvordan min mave går op og ned. Igen dukker en tanke op: ”Sådan nogle gamle snegle har simpelthen hele dagen til …”; men jeg slipper tanken, før den virkelig bliver tænkt færdig. ”Jesus – du er min fred.”
Jeg ser folk foran mig. De fleste ser anspændte ud. Pludselig føler jeg mig forbundet med dem, føler medlidenhed. Vi står alle sammen her og venter. Vi har forskellig baggrund, opvækst, historie. Nogle kommer endda langvejsfra, for de er født i Asien eller Afrika. Stille taler de på et andet sprog med deres ledsager. Vi har alle vores egne tanker og drømme, oplever uro og vrede. Egentlig ønsker vi bare at være lykkelige. Men vi er det sjældent.
Jeg føler igen mit åndedræt. Den gamle dame er færdig, lukker omhyggeligt sin taske og går ud fra posthuset. Manden foran mig iler hen til kassen. Jeg løfter en fod og tager et skridt frem. Så løfter jeg min anden fod og placerer den ved siden af den første. ”Hvorfor åbner de ikke bare en kasse til?” Men i stedet for at give rum til min irritation, følger jeg igen mit åndedræt. Jeg beder ”Jesus – du er min fred.” Tiden går. Efter et stykke tid bliver det min tur. Jeg går hen til kassen og ser den unge kvinde bag skranken. Hun ser træt ud. Jeg smiler og siger ….
Vi kender alle denne situation. Men hvis vi ønsker at leve et spirituelt liv i storbyen, må vi finde smuthuller. Der er utallige muligheder, som vi møder i løbet af dagen. Det handler bare om at gribe chancen, når den byder sig. Her kan du efter min mening særligt øve dig i medfølelse.
• Klinikker
• Sygehuse
• Banegårde
• Venteværelser
• Kroer
• Alderdomshjem
• Museer
• Trafikerede veje
• Offentlige transportmidler
• Indkøbscentre
• Suppekøkkener