”Og så var der pludselig musikken. Du ved godt ’Angels’ af Robby Williams.”
Jeg var lidt distraheret, fordi kartoflerne kogte over, trak gryden fra pladen og skruede ned for varmen. Først nu havde min søster min fulde opmærksomhed.
”Hvad siger du? Du var helt alene i huset? Og pludselig sendte radioen en af dine favoritsange?”
”Netop.” Min søsters stemme summede af glæde. ”Tænk, midt om natten. Børnene var ude, og jeg var helt alene. Der var ingen i huset, og jeg sov allerede.”
”Du havde sikkert glemt at slukke for apparatet.” For en radio begynder da ikke at spille musik ud i det blå. Enten er den blevet programmeret, eller nogen har glemt at slukke for den. Det ved selv jeg, og jeg kan ikke kaldes for en teknikfreak. Spørg bare min familie.
”Nej, det har jeg ikke.” Min søster tog en dyb indånding. Hendes stemme var ilter. ”Hør nu her. Jeg vågnede af musikken. Jeg var eddikesur, fordi jeg troede, at børnene tog brusebad midt om natten og havde skruet op for musikken. De kan jo finde på alt muligt. Jeg stormede ud af sengen og for ud af døren, men standsede brat op, fordi entréen var mørk. Ingen sko eller jakker. De var slet ikke kommet hjem. Alligevel løb jeg hen til deres værelser; men de var tomme. Imens kom der hele tiden musik ud fra badeværelset … Jeg åbnede døren og tændte for lyset. Badeværelset var tomt. ”
”Jeg siger jo, du havde glemt at slukke musikken.”
”Nej, du ved da godt, at det er sådan en gammeldags tingest, som du ikke kan kode. Og så skal du virkelig dreje rundt på knappen, før den begynder at spille.”
Jeg var stadigvæk skeptisk; men min mistro var ved at smuldre. Hun forsatte ivrigt: ”Og så sangen. Midt om natten. ’Angels’. ”
”Hvad gjorde du så?”
”Jeg lyttede til sangen og blev varm om hjertet. Det er en af mine yndlingssange. Jeg vidste med det samme, at Papa var der. Det var, ligesom om han tog mig i armen. Da musikken var forbi, slukkede jeg for musikken og sagde: Papa, næste gang kommer du om dagen, ikke midt om natten. Nu skal jeg altså sove.”

Min søsters oplevelse kun nogle få uger efter vor fars død berører mig dybt. Min far kunne kun tysk og havde slet ingen forkærlighed for engelske sange. At denne ”englemusik” er et udtryk for min fars omsorg og hjælpende hånd i min søsters sorg, er også en trøst for mig. Helt ærligt, jeg kan nu godt forstille mig, at min søsters oplevelse er sand.

I flere år har jeg arbejdet som sjælesørger på et sygehus, især med døende mennesker. Deres pårørende fortalte lignende oplevelser. Enten var deres oplevelser lige så håndgribelige som min søsters erfaring om natten, eller også føltes nærværet mere stilfærdigt.
Forældre, som har mistet deres spædbørn, føler dets varme buttede krop mod sig, når de ligger i sengen. Ægtefæller taler med deres afdøde partner. Min morfar hørte skridt på trappen, da hans datter Hilde som 12-årig døde af lungekræft. Der er mange historier.
Vigtigt er kun, at de styrker vores tro, at de afdøde ikke er helt forsvundet, men lever sammen med os. De er bare gået forud, men går stadigvæk vejen sammen med os.

Hvad synes du? Har du oplevet noget lignende?