Jeg er flyttet ofte i løbet af mit liv. Hver gang har det været en udfordring til at finde yndlingssteder i byerne, indkøbsmuligheder, læger og selvfølgelig også det at lære mennesker at kende, som har lyst til at gå et stykke vej med mig. I begyndelsen er alt dog nyt; jo større byen er, jo mere uoverskuelig virker den.

Holdepunkter og smutveje i vor hverdag
Da jeg flyttede til København, orienterede jeg mig efter holdepunkter, noget let genkendeligt som Tivoli, Hovedbanegården og naturligvis Tuborgølflasken på Tuborgvej i Hellerup. Når jeg så den sidste, vidste jeg, at jeg var på rette vej. Jeg vandrede gennem kvarteret på må og få, på kryds og tværs, fandt stille alléer, gamle herskabshuse, moderne byggeri og glædede mig over parkerne, haverne og havet.
Efter opdagelsesfasen falder jeg tit tilbage i en dårlig vane. Jeg tager den korteste vej, bruger smutveje og går målbevidst fra udgangspunktet til målet. For tiden er knap, og meget skal nås. Deri ligger der også en fare. For de vante veje, som gør livet lettere, lukker også mine øjne for den skønhed, som omgiver mig. De tager spontaniteten fra mig. Det er jo bare det vante, det, jeg kender.

At være flaneur eller et medfølende menneske

Det er godt, at vove sig ud på nye veje og se det kendte med friske øjne. I 1920 skabte den tyske litterære scene udtrykket ”flaneur”, som beskrev en en dandy, der vandrede gennem byen, nydende og iagttagende dens pulserende liv. Jeg vil også være undervejs i min by og høre dens hjerterytme; men jeg vil ikke kun være den distancerede iagttager, som flaneuren forblev, men et engageret medmenneske.
Prøv en dag, at slentre en tur gennem et ukendt kvarter. Måske kan du hoppe tidligere af S-toget eller lade bilen stå hjemme. Gå også en tur efter arbejde. Hvad ser du? Hvad lugter du? Hvilke lyde hører du? Find ”oaser” i byen.

Oplev spiritualitet i parkeringshuset

For nogle år siden havde vi kun fået en P-plads helt oppe i et parkeringshus, og jeg fristedes til at ærgre mig over, at vi nu havde lang vej ned. Parkeringshuset var jo kun til for at komme af med bilen. Derfor så jeg ikke skønheden i arkitekturen. Sent opdagede jeg den smukke udsigt oppefra. Det ville jeg have lukket mine øjne for, hvis jeg havde holdt fast i, at jeg desværre kun havde fået en P-plads øverst i parkeringshuset.
Vi opdager sjældent skønheden, som omgiver os, fordi vi er kørt fast i rutiner. Ligesom en landmand kan overse mangfoldigheden i naturen, fordi han bedømmer sin mark og høst alene efter dens nytteværdi (står kartoflerne godt i år?), så kan jeg også flanere gennem byen uden at se skønheden, der omgiver mig.
God opdagelsestur til dig.