Den unge nonne hænger vasketøj op. Solen bager ned i det sydlige Frankrig. Hun fisker hvidt undertøj op af kurven, ryster det og klemmer det fast på tøjsnoren. Hun glatter stoffet, tager to skridt sidelæns og trækker vasketøjskurven efter sig.

Ritualet gentager sig. Hver gang, hun løfter armene i vejret, titter den hvide underkjoles ærmer frem. Igen bøjer hun sig ned for at tage en hvid trøje op af kurven. Klokken kimer til bøn. Hun standser op i sine bevægelser, lægger den fugtige trøje tilbage, tager forklædet af og går ind i klosteret.

I kurven ligger det sidste stykke tøj.

Som karmeliternonne bestemte klokkerne min hverdag. De kaldte til bøn, til spisning, til fælles samvær, til læsning og til søvn. Men frem for alt huskede de alle i klosterfællesskabet på, at vi var til for at søge Guds ansigt og være i hans nærvær.

Selv om et liv i et kloster er rettet mod bøn, så er munke og nonner almindelige mennesker. Også deres tanker går på afveje, og opmærksomheden bliver fanget af dagligdagens gøremål og tanker.  Det er ikke en skam. Det er menneskeligt.

Jeg lærte i klosteret at fokusere og vende tilbage til mit mål. Det huskede klokken og omgivelserne mig på. Den vietnamesiske Zenmester Thich Naht Hanh kalder de klokker, som kalder munkene i et zenkloster til bøn, for ”opmærksomhedens klokker”.

Men hvad så med os, der lever en almindelig hverdag? I København ringer der ikke ret mange klokker; men alligevel. Jeg har fundet andre hjælpemidler, der husker mig på at ånde dybt ind nogle få gange og genoprette fokus for så at fortsætte med mine gøremål. Så kan jeg igen være nærværende.

Her kommer nogle forslag til, hvad det kan være. Find dine egne klokker og lad dem ringe ind i dit liv   ….

• Kirkeklokker
• Sirener fra politibiler eller ambulancer
• Røde lys ved et gadekryds
• Fodgængerovergange
• Stoppesteder ved bussen/S-toget, hvor vi venter
• Køer i supermarkeder
• Pauseskærm ved computeren (her kan du endda indtaste et motto!)
• Telefonens ringetone
• Et billede
• En bønnesnor i din lomme