Slip juleglæden løs….

I flere dage har jeg om morgenen, når min søn Daniel bringer mig til S-toget, kunne høre hans begejstrede udbrud i bilen over så meget glimmer, glans og lys. Og derfor skulle der også ske noget derhjemme. Drengen slæbte en kasse med røde juletræskugler hjem. Nu skulle der pyntes. Nu skulle det også blive festligt hos os. Vi tog fat i opgaven og fandt også julepynten fra loftet. Hans glæde var smittende som en god omgang skoldkopper, da vi pyntede huset, for Daniel var helt op at køre.
Her står jeg så nu i mit julepyntede hus – adventskransen, juletræet og adventskalenderen mangler stadigvæk. Men ellers er alt på plads. Selv småkagerne er bagt og venter på at blive spist. Ved siden af mig står en dreng med julelys i øjne. Nej, hvor er det smukt. Vi må bare igen og igen røre ved tingene, flytte engle og trykke på den syngende elg, som får os til at skråle for fulde drøn ”Jingle Bells”  og pludselig skøjter jeg for 100 gange over gulvet, synger og danser, for det er simpelthen fuldstændig helt og aldeles livsnødvendigt for mig i denne tid! Normalt ville jeg sige: Jeg har kun et problem. Fortæl det egentlig ikke til andre, at jeg gør sådan noget.  Men her kan jeg kun sige: Sikken glæde Guds kærlighed skaber i vort liv. Sikken forandring den bringer. Jo, lad os fortælle det til alle. Slip juleglæden løs.