Da jeg for nogle år siden landede i Kina for at adoptere min søn, blev jeg bange. Jeg var angst for, om jeg kunne overskue adoptionen. Hvad havde jeg dog rodet mig ud i? Kunne jeg overhovedet være en god mor? Hvordan ville mit fremtidige liv se ud? Men jeg frygtede også, at jeg ikke ville synes om den lille dreng, som skulle være min søn. Hvad ville jeg så stille op med ham og mig? Sådan tænker vi mennesker ofte. Menneskelig kærlighed er tit præget af, om den vi elsker er elskelig, attraktiv, dejlig …

Men sådan er det ikke med Gud. Gud elsker os ikke, fordi vi er gode. Gud elsker os, fordi Gud er god. For mig tog det lang tid at rumme denne sandhed og ofte skal jeg huske mig selv på det igen. Men det er en befriende sandhed, når den har slået rødder i ens hjerte:

Mens vi endnu var magtesløse og ugudelige, kom Kristus i rette tid og ofrede sit liv for at redde os. Der er ikke mange, der vil ofre livet for at redde et medmenneske! Jo, måske hvis det er et usædvanlig godt menneske. Men Gud viser sin kærlighed mod os, ved at Kristus ofrede sit liv for os, mens vi stadig var syndere, og han har nu accepteret os på grund af Kristi stedfortrædende død. (Rom 5,6ff)

Nu er vi også blevet adopteret. Og det i kærlighedens navn. Gud har valgt os, som jeg har valgt min søn.