De sidste nyheder om, at mændene i SSPX ikke anerkender præamblen af det vatikanske dokument kan ikke overraske nogen. Viljen til at danse med hinanden ind til et fælles liv har været svær hele vejen igennem. Partneren har takket nej til opfordringen.

Det er syndt, at man ikke formår at se på enheden i stedet på forskellen. Troen på Jesus Kristus forener os; men det ydre – ritualer, traditioner, liturgien – gør livet vanskeligt.  Det er som med den menneskelige krop og tøjet. Troen er kroppen, og som i hverdagen viser vi med vores “outfit”, hvor vi hører til, ligesom i den virkelige verden.

Men vigtigst er dog kroppen, dvs. troen, og ikke tøjet, som vi skjuler vores nøgenhed og svaghed med. Hvordan kan det være skuffende, at kardinal William Levada, præfekten for Troslærekongregationen, ”ikke anerkendte bruddet mellem den traditionelle og den koncillære lære”? Han ville vel bare pege på, at hvis vi vil danse sammen, så skal vi finde en fælles rytme og melodi.