Livet kan være tungt og uretfærdigt. Det kræver noget af os, og ligesom disciplene var fortvivlede, da Jesus døde, kan også vi føle os alene og sårbare. Men der findes ingen helbredelse end den, at vi bliver nødt til at se smerten ind i øjnene.
Maria gør det. Hun går til graven, derhen, hvor hendes største smerte er. Hun begiver sig udenfor husets beskyttende vægge og gør sig sårbar. Hun ved ikke, hvad der venter hende, men hun begiver sig på vej.

Stenen er rullet bort fra graven. Maria bliver ved den tomme grav og græder. Hun lader også følelserne være ægte. De får et afløb. Hun åbner sig for noget nyt. Det er modigt.
Mens hun græder, bøjer hun sig ned og kikker ind i graven. Hun tager skridtet til at se sin smerte i øjnene, og vokser dermed emotionel og spirituel.
Hun møder engle, som trøster hende. Det er vigtigt, at hun bliver tiltalt og får talt ud om sine følelser og sin smerte. Det alene er helbredende. Når vi taler ud, er vi ikke alene. Vi kan føle os alene, men vi er aldrig ladt i stikken.